Hostet af Gustav Winckler Logen af 1996

Papa Bue’s viking jazzband må være det berømteste danske jazzband nogensinde. Regnet for et af Europas tre - fire  største jazzband. De har haft utrolig succes i over 50 år nu. Selvfølgelig har de gjort sig mest bemærket i Europa, men de har også gjort lykke i de fleste andre dele af verden. De gjorde sågar indtryk i jazzens hjemby New Orleans i 1969, hvor de imponerede ved New Orleans Jazz & Heritage Festival.

De har i årenes løb spillet med mange af de store jazz legender, der slog vejen forbi København, som i hvert fald dengang var en jazz by.

I 70’erne havde de stor succes med at lade deres banjospiller – Liller - synge jazz på dansk! Dette førte til dennes solo karriere som ”Dansk top” sanger.

Papa Bue er dog ufortrødent fortsat med at spille jazz med noget skiftende besætninger i løbet af 80’erne og  90’erne. Og hvis man er heldig kan man stadig høre ham i det nye årtusind.

Arne Bue Jensen som han egentlig hedder, blev født 8. Maj 1930. Eftersigende i et baglokale til en skobutik på Amager i en frokost pause! Der skulle mere til at slå folk ud dengang. Som så mange andre børn siges det, at Arne startede med at spille på redekam. Men hans store interesse for jazz sprang først for alvor ud i fuld flor under krigen, da hans bror en dag kom hjem med en hel kasse jazzplader. Arnes bror hjalp med at sejle nogle flygtninge over til Sverige, og nogen gange havde de taget mere med, end de kunne få med over. Det var sådan at en kasse jazzplader havnede i hænderne på Arne. Der var plader med de store swing orkestre Harry James, Artie Shaw, Tommy Dorsey, Gleen Miller og Bert Ambrose men også plader fra American music, som på den tid var inde i deres tid med revival af de oprindelige New Orleans jazz musikere som f.eks: Bunk Johnson og George Lewis. Denne revival af den gamle stil, var nok en slags modstand mod Be-bob og de andre nye tendenser. Disse plader dannede et stabilt fundament for den stil af jazz Arne senere skulle blive så berømt for.  Siden udvidede han naturligt nok sin samling med indspilninger af  Louis Armstrong, Kid Ory, Fats Waller, King Oliver og mange flere. Også blues sangere som Huddie Ledbetter m.fl. faldt i hans smag.

Han skal også have hørt jazz forskellige steder i udlandet, da han en tid var sømand. Han vendte hjem fyldt med toner og rytmer, og ønskede brændende selv at spille jazz. Derfor købte han en trombone for 375 kr. Det tog ham flere år at betale af på den. Det var Karl Friss fra det Kgl. Kapel der var så venlig at vise ham de 7 positioner på basunen. Men ellers er han selv lært. Han må jo have øvet sig en del, for snart var han i stand til at spille med andre jazz interesserede unge mennesker. Han optrådte offentligt første gang i begyndelsen af 50'erne ved Københavns Jazzklubs første Jazzbandball i selskabslokalerne i Polensgade. Han var på det tidspunkt medlem af orkestret ”Royal Bluesmen". De ændrede snart navn til ”Bohana Jazzband”. Arne spillede også i ”Henrik Johansen’s jazzband” og ”Saint Peter’s Street Stompers”. Der findes faktisk nogle få plade indspilninger af Arne sammen med de to først nævnte band fra henholdsvis 26.2.1954 og 6.3.1955.

En dag fik nogle lokale jazzmusikere - mere eller mindre under ledelse af Kid Erichsen - lov til at spille lidt på en bar i Nyhavn i en pause. Det var jo ellers mest harmonika, og sømandsvalse den stod på der. Man havde ikke rigtigt troet på jazz i Nyhavn, men snart kom interesserede folk til, og det endte da også med at bandet blev engageret. Først på Skipperkroen, som dog kun havde licens til tre musikere. Så de skiftes til at spille, og drikke en øl i baren! I Maj 1956 flyttede nogen af dem over til cafe Cap Horn, hvor de alle kunne spille med, og det var her Arne blev en fast del af bandet, der ellers bestod af Hans Jørgen Larsen (tp), Jørgen Svare (cl), Ib Lindschouw (t), Erik Carlsen (b) og Poul Harder (bjo). Sidste nævnte blev dog snart skiftet ud med Bjarne Rønne Pedersen, som de kaldte ”Liller”. Han var blevet tilbage på Skipperkroen, men han kom ikke godt ud af det med den nye trompetist der, så Liller og Poul Harder byttede simpel plads. Liller, Svare, Bue og Lindschouw, der på dette tidspunkt var henholdsvis 20, 21, 26 og 28 år forblev et fast fundament for bandet de næste mange år.

Arne var den naturlige leder af bandet. Han var en af de ældste, og var god til at snakke med folk. Han var også den eneste af dem der havde børn, så det var naturligt, efter udenlandsk forbillede, at give han tilnavnet Papa. I starten kaldte de bandet Papa Bue’s New Orleans jazzband. Også meget naturligt, da det jo fortrinsvis var New Orleans jazz i den gode gamle stil de spillede.

Dette blev start skuddet til at den jazz interesserede ungdom holdt sit indtog i Nyhavn – til glæde for restauranter og barer. Hele Nyhavns image og ry blevet ændret. ”Pæne” folk kom til og færdes uforstyrret blandt alle de andre. Der var sjældent ballade. Alle var så positive og glade. Jazz gør noget ved folk som Papa Bue siger.

Det lykkes dem da også at få et engagement i Tyskland i sommeren 1956. De efterlod deres sidste gager til familien derhjemme, og drog fortrøstningsfuldt af sted. Det var ved denne lejlighed at bassisten Erik Clausen blev afløst af 21 årige Mogens Seidelin. Ham kaldte de naturligt nok ”Basse”. Clausen ville ikke med til Tyskland.

Da de kom til Hamborg, var der dog ingen job til dem. Men de besluttede sig for at blive nogen dage, og se om ikke de kunne finde et andet engagement. De måtte leve af tørt brød og appelsiner, og sove på banegården og bænkene i parken om natten! Men det var umagen værd. Gennem den unge impresario Marianne Knüppel kom de til prøve for direktøren af ”New Orleans Bier Bar” på Reeperbahn nr.1. De spillede sig i bogstaveligste forstand lige ind i en af de populæreste restauranter i Hamborgs forlystelseskvarter – Sct. Pauli. De blev engageret, men først til september, så de måtte tage hjem til Danmark igen. Men da september kom tog de Hamborg med storm. De blev så populære at de spillede der i flere måneder, og derefter fik mange jobs andre steder rundt om i Tyskland. Deres første egentlige koncert optræden skal have været i stadsteatret i Itzehoe i midten af oktober 1956. I slutningen af denne første Tysklands tur sprang trompetisten Hans Jørgen Larsen fra. Han blev afløst af tyskeren Gerhard Vohwinkel, og det blev med ham at Papa Bue’s New Orleans band, da de kom tilbage til Danmark, indspillede sine første plader 18.12.1956. 8 indspilninger der kom på to EP’er. Det var to danske pladeproducenter Anders Dyrup og Karl Emil Knudsen der havde set Buerne i Tyskland, og straks tilbudt dem en pladekontrakt.

Gerhard Vohwinkels tid hos Papa Bue blev dog kort. Ingen havde tænkt på at tyskeren skulle have arbejdes og opholdstilladelse, så kort før juleaften 1956 blev han hentet af fremmed politiet, og sendt hjem! Flere forskellige trompetister skiftes til at tage hans plads. Palle Nielsen, Ib Olsen og en tid engelske Bob Wallis.

Der var nu også bud efter dem fra Sverige og også diverse Københavnske natklubber. Så ofte spillede de om eftermiddagen, og aften i Nyhavn, og derefter på natklubber til den lyse morgen. Det var hårdt arbejde, men de var indstillet på at det var det der skulle til hvis de ville frem.

Det var i vinteren 1957 på Cap Horn, at den amerikanske karikatur tegner, skribent og senere sanger og komponist Shel Silverstein så og ofte sang med Buerne, og skrev en artikel til ”Playboy” om hans forbavselse ved pludselig at se disse ”langskæggede vikinger” spille uforfalsket New Orleans og Chicago jazz, bedre end mange trad-bands hjemme i USA.

Denne artikel gav dem ideen til det velkendte navn: ”Papa Bue’s viking jazzband”. Det er et usædvanligt navn, som man husker, og der var gode reklame muligheder i det – som de da også skulle udnytte til det yderste.

Flere Tysklands ture fulgte. Igen med Gerhard Vohwinkel og en kort tid Theis Jensen ved trompeten, inden de endelig fandt sammen med Finn Otto Hansen, der tidligere havde spillet med et bandt der kaldte sig ”Papa Benny’s jazzband”.

Finn Otto var en teknisk brillant og meget opfindsom trompetist, og hans tilstedeværelse løftede straks hele Papa Bue’s band til uanede højder. Ole Bendix har i hans bog om Bue udtrykt det som følger:

”Fra dette tidspunkt blev Papa Bue’s Viking Jazzband faktisk et helt nyt orkester. Finn Ottos grundigt trænede teknik var parret med en dynamisk fantasi og en lyrisk følsomhed af en slags, man så godt som aldrig støder på i revival-bands, hvortil så kom, at han også kunne arrangere. Nu kunne orkestret for alvor begynde at vise tænder, og alle præstationer blev skærpet i retning af smidighed, præcision og elasticitet.”

Vikingerne var klar til at eroper verden! Og tiden var til det. Der var som nævnt et stort trad-jazz boom i gang over hele Europa.

For lige at summere op så var det klassiske line up af vikingerne som følger:

Arne ”Papa” Bue Jensen (Trombone) Tidligere skotøjsfabrik, sømand m.m.

Finn Otto Hansen (Trompet) Tidligere smed.

Jørgen Svare (Klarinet) Tidligere universitets studerende – romersk sprog.

Bjarne ”Liller” Petersen (Banjo & sang) Tidligere arbejdsmand.

Ib Lindschouw (Trommer) Tidligere spillemand og cykelbud.

Mogens ”Basse” Seidelin (Bas) Tidligere værktøjsmager i Sverige. Læser til maskiningeniør.

Da de i efteråret 1958 atter var på dansk jord, gik bandet i studiet og indspillede deres første LP: ”Beware the Vikings are over us”.  På omslaget af denne LP kan man se Buerne i de omdiskuterede vikinge dragter, som de ved særlige lejligheder optrådte i de år. Pladen var ægte New Orleans revival – european style. Nogen mener den er blandt genrens bedste europæiske plader.

På denne LP finder man midt mellem alle jazztitlerne en jazzificere t version af den gamle danske revy sang ”Nyboders pris”, som Olga Svendsen i sin tid havde haft succes med. Papa Bue mener det var Ib K. Olsens orkester der var begyndt at spille ”Nyboders pris”. Og tanken om at jazzificere  kendte slagere er jo heller ikke så fjern. Louis Armstrong havde gjort det i mange år. Men uanset hvem der begyndte, så blev ”Nyboders pris” Buernes første store folkelige succes, som følge af at de optrådte med den i Tv’s pladeparade i starten af 1959. Senere på året kunne man også opleve dem i fuld vikinge udstyr optræde med ”When the saints go marching in” i filmen ”Soldaterkammerater rykker ud”.  De medvirkede også i en tysk film der hed ”Jazzband –iten” af Bodo Ulrich.

Det blev dog en anden jazzificering af et gammelt nummer der blev deres store internationale gennembrud. Det var noget af en skandale, da de fandt på at jazzificere  den gamle Tysk/Østrigske vuggesang ”Schlafe mein Prinzchen”.  Forargede folk skældte ud i pressen, og pladen blev forbudt på flere radio stationer. Men det var selvfølgelig en ubetalelig reklame, og gjorde den kun endnu mere kendt, og man mener den solgtes i over 1.000.000 eksemplarer i Europa. Det var mange – ikke mindst dengang. Det var så vidt at Papa Bue i nogle undersøgelser var mere kendt i Tyskland end Louis Armstrong!

Andre store hits var ”1919 March"(1958)og ”White cliffs of Dover ”(1960). Deres herlige version af ”Dark eyes”(1960) var et stort hit i Tyskland og England, mens ”Silver threads among the gold”(1959) var specielt populær i Holland og Tyskland, hvor den efter sigende på et tidspunkt lå højere på hit listerne end både Elvis og Cliff Richard.

De startede også på en endeløs række af provinsturnere i deres hjemland. Tit slog kendte udenlandske jazz giganter dem følge. Allerede i 1959 var de således på turne med New Orleans legenden George Lewis. ”Et dejligt menneske, som vi kom til at elske. Og så var han så gennemmusikalsk, at han kunne få hver af os til at yde sit absolut bedste” har Papa Bue udtalt. Denne oplevelse havde stor betydning for bandets musikalske udvikling. Til gengæld udtalte Lewis ved flere lejligheder, at Buerne var et af verdens bedste traditionelle jazzbands. Og den ros kom da fra en der må vide hvad han talte om. I sin bog om George Lewis ”Call him George”(1961) har Ann Fairbairn beskrevet deres forbløffelse, da de ankom til Københavns hovedbanegård, og blev modtaget af Buerne i fuld viking mundering: ”Indtil man har oplevet et orkester bestående af vikinger i fuld krigsmaling storme frem i en blues fra USA’s dybe syd, derefter slå over fra den til en march fra New Orleans, og fra den march over i en spiritual uden at stoppe for at få vejret, indtil da har man ikke loddet forbløffelsens dybe vande”!

Det var ligesom kronen på værket, at Buerne nu turnerede både i Danmark og udlandet - og også indspillede en LP med denne levende legende, som var en af deres store forbilleder. Flere anmelder under deres tysklands turne fremhævede dog Buerne frem for Lewis, og det engelske band der var med på turneen ”Ken Colyer’s jazzmen and skiffle group”. Specielt var der ros til Finn Otto Hansen, og den stadigt mere og mere drevne Jørgen Svare.

Perioden 1959 – ca. 1963 var Papa Bue’s helt store guldalder. Der var bud efter dem overalt. Vikingerne indtog det meste af vest Europa, og også England. Koncerthuse, jazzrestauranter, radio og tv stationer rundt om i Europa ventede på dem, og overalt hvor de kom frem var det nærmest et folkekrav, at de snart måtte komme igen.

Andre jazz legender krydsede også Buernes vej. I foråret 1961 var de således på turne i ind og udlandet med New Orleans veteranen Edmond Hall, der også i en årrække havde spillet med i Louis Armstrongs all star band. De var på turne i Danmark med den amerikanske blues sanger Memphis Slim og i tyskland med den tidlige bokser og nu blues sanger og pianist Champion Jack Dupree. De indspillede også en EP med sidstnævnte.

I løbet af 1962 blev trommeslageren Ib Lindschouw efter et kort intermezzo med Henrik Jensen afløst af Knud Ryskov Madsen fra Papa Benny’s band, men det ændrede ikke den velkendte stil. Madsen skulle tage sig af trommerne de næste ca. 20 år.

De indspillede mange plader i disse år, og solgte dem i mængder som ellers kun pop og rock’n’roll sangere gjorde. Det er de færreste jazzplader der fandt vej til hitlisterne, men det gjorde Papa Bue’s. De var ligefrem udsat for idol dyrkelse  - bl.a. i ugebladet Tempo - i stil med Elvis og f.eks. Otto Brandenburg herhjemme. Med en så sjælden succes for et jazzband, var der naturligvis de jazzfanatikere der spekulerede på, om man overhovedet kunne tage Buerne seriøst. Men alt i alt så samlede de fleste sig om Buerne, og de spillede med succes for alle mulige vidt forskelligartede publikummer på mange forskellige spille steder. Fornemme som mere skumle.

De bredte sig over mange former for traditionel musik, som titlen på en af deres Lp’er antyder: ”Papa Bue's Viking Jazzband plays spirituals, marches, ragtime, cakewalk, blues and standards”. Et godt overblik over denne klassiske periode i Papa Bue’s karriere kan man få ved at investere i opsamlings CD'en: ”The hit singels”. Her kan man ud over det ovennævnte, også høre dem spille klassisk musik, tv og film temaer, gospel, og tyske børne sange! Det er jo et spørgsmål om smag og behag, men udover de allerede nævnte store hits, holder jeg f.eks. meget af deres version af ”Li’l Liza Jane” og ”Washington square”, hvor Liller spiller noget fantastisk banjo. Nu venter vi bare på en EP collection, og nogle CD genoptryk af de gamle Lp’er. Som man har gjort med så mange andre kunstnere i udlandet, skulle to Lp’er fint kunne passe sammen på en CD.

En ting kunne Papa Bue dog ikke gardere sig imod, og det var tidens skiftende smag. Stort set fra den ene dag til den anden, ændrede alt sig med Beatles og den britiske invasion af beat musik. Han blev ofre for dette som så mange andre tidligere populære danske – og udenlandske kunstnere der pludselig var yt. Otto Brandenburg og Four Jacks f.eks. Jazzmusikken og jazzklubberne havde i gennem 50’erne og starten af 60’erne fungeret fint side om side med pop musikken, og rock’n’roll. En del unge var til Elvis og Cliff, og andre var til jazz, og Papa Bue kunne gå an i de fleste grupper, men den nye genration af unge var mest til engelsk beat musik, og jazzklubberne begyndte at lukke rundt omkring. Salget af Papa Bue’s plader faldt drastisk, og de havde lige frem svært ved at få jobs i en periode i midten af 60’erne.

Man stod ligesom med et valg imellem at opløse orkestret, eller prøve at tilpasse sig den ændrede smag hos folk. Siden slutningen af 50’erne, hvor Finn Otto var kommet til, og endelig havde fuldendt deres stil, havde de ikke forandret sig stort. Blot indspillet den ene fremragende plade efter den anden i deres velkendte stil.

Som bekendt valgte man selvfølgelig ikke at opløse bandet, men der imod at få en mand mere med. Det var her Jørn Jensen kaldt ”Jønne” trådte til. Han havde i perioden 1955 til 1959 haft hans eget jazzband ”Storyville Jazzmen”, og der efter spillet hos trompetisten Arvid Meyer. Det var en drøm der gik i opfyldelse for ham, da han kom med i Papa Bue’s band. Jønne er en fremragende pianist, med en mere blues præget stil, som lige var den vitamin indsprøjtning Buerne havde brug for. Der ud over var han en dreven arrangør, og frem over stod han for de fleste arrangementer og valgte også meget af repertoiret. Dette førte bl.a. til at bandet fik en del Duke Ellington numre på programmet. Og hele sounden blev mere moderne med pianoet. Lillers swingende banjo som havde været så karakteristisk en del af bandets sound, trådte nu ofte i baggrunden. På de mere blues prægede ting de nu fik med, spille Liller ofte slet ikke med, eller også spille han til tider på guitar. Til gengæld gjorde han mere ud af sin sang. Han sang oftere både på de hurtige jazz numre, men også mere blues og gospel prægede ting. Og i løbet af de næste år begyndte man at tale om ham som Europas bedste jazzsanger!

Det var også på denne tid at Mogens ”Basse” Seidelin valgte at springe fra. Han blev afløst af Jens Sølund. Han var noget yngre end de ”gamle” vikinger, men ikke mindre fremragende. Han var startet som bassist i Henrik Johansens orkester allerede som 16 årig i 1962. Men i 1965 fik han så chancen hos Papa Bue, og de næste 20 år dannede han en solid bund på utallige indspilninger og live optrædener. Selvom han var 10 – 15 år yngre end de andre har denne venlige og muntre bassist utvivlsomt straks passet som fod i hose med resten af Buerne, og det var et godt valg. Han skulle snart vise sig at kunne trylle med sin bas, og han er den dag i dag nok Danmarks bedste bassist inden for traditionel jazz.

Mange jazzklubber var som nævnt lukket, men restaurant ”Vingaarden” i København, forblev et populært jazz sted, hvor jazzfans, musikere, kunstnere, skuespiller og andet godt folk mødtes. Buerne var siden midten af 60’erne husorkester her. Den hyppige optræden her var med til at give dem en rutine og sammen spil langt ud over det sædvanlige. Der findes bevaret en live indspilning fra dette sted på LP’en ”Live i Vingaarden” (1975).

Den første single med det nye lineup var en fuldtræffer. ”Everybody loves Saturday night”, som dog var en direkte videre førelse af den gamle swingende stil. Men der var kræset om den, og Lillers vokal sad lige i øjet. Endnu en klassiker var født.

De fortsatte også med at samarbejde med store jazzlegender der gæstede landet. Det blev både til turnere og plade indspilninger. Således indspillede de i 1966 nogle numre med Edmond Hall. De fleste af indspilningerne medvirkede der dog kun dele af bandet på. Det lykkes ikke på samme måde som tidligere med George Lewis, at indpasse Halls stil til Papa Bue’s band. Så på de fleste af indspilningerne var det en rytmegruppe bestående af Jørn Jensen, Jens Sølund og Knud Ryskov Madsen der bakkede Hall op. Det blev forøvrigt de sidste studie indspilninger Hall lavede, da han døde kort efter.

Buerne fik også besøg af den enarmede amerikanske jazztrompetist og sanger Wingy Manone. Hans stil gik godt i spind med Buerne, og det blev både til turnere, TV optræden og flere dejlige plade indspilninger med ham og Buerne. Bl.a. en fremragende version af det gamle Fats Waller nummer ”Black and blue”.

De havde også besøg af selveste Ben Webster, Chicago pianisten Art Hodes, swing trompetisten Charlie Shavers, J.C Higginbotham der spillede en fremragende trombone, den utrolige pianist Earl Hines (en af Jønnes forbilleder), den banebrydende jazzviolinist Stuff Smith, Ray Nance, cool jazz trompetisten Ruby Braff og en af Svares forbilleder Albert Nicholas. Papa Bue har fortalt om hvor nervøs han var over at spille med disse mestre, og hvordan han til tider måtte sætte sig ned i salen, og se ud som han ledede bandet, og lige skulle høre sounden  - simpelthen fordi de spillede nogle så svære ballader, at Papa Bue ikke kunne være med.

Papa Bue har aldrig lagt skjul på, at han ser sig selv som ”blot” en spillemand. Det er de fremragende musikere han altid har haft omkring sig, der har fået de sværere afdelinger at spille. Papa Bue har inspireret af Kid Ory ladet sit trombone spil ligge sig omkring de andre horn uden at komme i vejen. Tros Bue’s store beskedenhed, skal det dog siges, at han også selv har spillet en utrolig masse dejlige soloer. Det er der talrige eksempler på, på de mange plader de har indspillet. Er der noget som sådan en rigtigt beskidt New Orleans trombone? Nogen nyskaber har Papa Bue aldrig været, men det har heller aldrig været hans tanke. Det er jo netop den traditionelle jazz han brander for, og som han har gjort en ikke ringe del for at holde i live.

”Jeg spiller uden at tænke på at skabe noget nyt musik. Det er jeg slet ikke god nok til. Jeg har det fra grammofon plader. Det er ikke mig der har skabt det. Det jeg kan skabe er et orkester med en bestemt lyd. En sound som jeg gerne vil have den.”

Og det har han i den grad forstået. En af hemmelighederne har utvivlsomt været Bue’s evne til at samle de bedst tænkelige musikere omkring sig, og skabe et forum for dem så de er blevet hos ham i utroligt mange år. ”De havde det jo godt. Der var styr på det, og vi havde det sjovt”, fortæller Bue. Han har skabt et forum hvor musikeren i den grad trives. En smittende spille glæde og entusiasme ud over det sædvanlige har også altid kendetegnet bandet, og er utvivlsomt også en af hemmelighederne bag det faktum, at de har kunne holde sig mere eller mindre på toppen i over 50 år. Papa Bue har styret bandet professionelt i alle disse år. Han har ikke eksperimenteret for meget med sounden – folk skal kunne høre, at det må være Buerne der spiller der. Han kalder deres musik for brugs musik. Det er skabt for at underholde folk, og danse til. Og hvis folk er blevet underholdt kommer de jo igen. Når det altid velklædte band spiller live sørger de for at skifte tempo og tone art hyppigt, og ikke spille for lange numre så de ikke mister folks opmærksomhed. Ingen lange ophold mellem numrene for at diskutere hvad de nu skal spille, som jazzband ellers har for vane. Det gør Buerne inden de går på scenen. I alle årene har han forsøgt at holde stilen simpel, men effektivt ala Louis Armstrong. "Spille teknik skal ikke bare bruges for teknikkens skyld, og for at vise hvad man kan.  Spil enkelt og beskedent. Teknikken er et hjælpe middel til at udtrykke sig". Dette er udtalelser fra Papa Bue, men det kunne lige så godt have været Armstrong.     

I slutningen af 60’erne tog deres karriere endnu en drejning. De havde som nævnt i stadig større grad satset på Lillers store talent som jazzsanger, og nu fik nogen den ide, at få Liller til at synge på dansk. Som et opgør mod den bølge af engelsk musik som totalt overskyggede musik scenen i Danmark både på plade og i radioen var bl.a. sangskriveren Thøger Olesen begyndt at slå et slag for at der skulle synges på dansk. Således havde han med stor succes skrevet dansk beat musik til Peter Belli. Dansk toppen startede også så småt op i 1968. Så tanken om jazz på dansk var ikke så fjern som man skulle tro. Det var i denne forbindelse at Buerne indledte et succesfuldt samarbejde med Gustav Winckler, der blev valgt som producer af Lp’en ”Køb Dansk”, som den kom til at hedde. Winckler havde som bekendt mange års erfaring med at synge på dansk, og også som plade producer, og han gik straks godt i spænd med Buerne. Gustav forstod, som den hyggelige mand han var, i den grad at skabe en hyggelig atmosfære i studiet, så de ligesom fik leget sig frem til at skabe det optimale. Liller kom også i skole hos Gustav, og lærte efter eget udsagn en masse af Gustav, der gladelig øste af hans erfaring. Det er blevet fortalt at Gustav bl.a. måtte lære Liller at synge pænt dansk, da han løb rundt og talte med en temmelig københavnsk accent.

Det var ligesom den gamle ide med at jazzificere  ”Nyboders pris” m.fl.  man nu altså ført et skridt videre, ved også at synge dem. Det er således en samling af gamle danske sange der her swinger, som man ikke skulle have troet muligt. Deriblandt også flere fra Gustav Wincklers eget repertoire f.eks. ”Giv mig dit hjerte Maria” og ”Lille mand du græder”. En svensk folkesang ”I en rødmalet hytte”, en country sang ”Et brev med små violer” og gamle travere som ”Det var på Capri” fik også en jazz indsprøjtning. Højdepunkter var Lillers rørende version af ”Glemmer du” og en swingende ”Bel Ami”. En single indspillet ved samme lejlighed var faktisk ”Nyboders pris” – med sang.

Det næste skridt i deres karriere på dansk var naturligt nok at indspille en ny skreven dansk sang. Gustav Winckler der også var musik forlægger, havde købt en del sange af John Mogensen, som i disse år var inde i en svær periode. Da Mogensen nogle år senere fik stor succes igen, solgte Winckler sangene tilbage til ham, for han skulle jo bruge dem selv. Således havde Gustav altså i virkeligheden lånt Mogensen pengene – på hans sædvanlige pæne facon. Men en af sangene brugte han dog. Mogensens sikkert selvbiografiske sang ”Sidder på et værtshus” passede perfekt til Bjarne Liller og Buerne, og var vist også skrevet med dem i tankerne. Den kom på gaden i 1969 og blev en kæmpe stor succes. Endnu en ægte klassiker var født.

Det var også på denne tid at Papa Bue skulle tage en ikke ringe del i hvad der skulle vise sig at blive et stykke dansk film historie. Erik Balling og Henning Bahs lavede i 1968 den første Olsen Banden film, og banden skulle jo have et musikalsk tema. Balling bad Bent Fabricius-Bjerre, der skulle skrive musikken, om at lave et muntert tema der kunne gå igen filmen igennem, ligesom Gøg og Gokke havde haft det. Det skulle gerne være lidt flosset i kanten og kunne varieres i alle tænkelige former og stilarter skal Balling have sagt. De blev enige om at lave en glad dixieland melodi og så få Papa Bue’s orkester til at indspille det. Bent Fabricius har fortalt om hvordan han greb dette an. Buerne var ikke alle sammen så stærke til at læse noder, så i stedet lavede han et demo bånd, som de lærte melodien efter. Der efter gik de i studiet i 2 dage og indspillet alle mulige versioner af melodien, som siden er blevet brugt i alle de mange Olsen Banden film. Resultatet blev som bekendt alle tiders, og der er med garanti ikke den dansker der ikke kender den. Det er dog ikke længere alle der er klar over, at det var Buerne der spillede den. På den anden side af den single den kom ud på, var den morsomme danske version af historien om hvordan ”Hun misted’ den i nat på D’Angleterre.”

I den 10. Olsen Banden film ”Olsen Banden går i krig” (1978) ser man i et kort glimt Papa Bue og vikingerne sidde og spille melodien i ført fangedragter i forbindelse med, at Egon Olsen fejre sit 10 års jubilæum i fængslet!

Et nummer med Buerne er også at finde på soundtracket til en anden bemærkelses værdig film. Jens Jørgen Thorsens berygtede ”Stille dage I  Clichy” fra 1970!   

 I 1969 medvirkede de som det eneste ikke amerikanske band ved ”New Orleans Jazz Festival”. Formanden for ”New Orleans jazz club” Durel Black havde ved et tilfælde oplevet Buerne live i ”Vingaarden”, og inviterede dem omgående til New Orleans. Det blev en stor oplevelse for de gæve vikinger.  Willis Conover udtalte efter at have set dem:”….and while from another country, they do speak our language, and there’s no accent within their instruments”. De var en stor succes og spillede bl.a. med trompetisten Bobby Hackett og saxofonisten Gerry Mulligan. I ”Down Beat magazine” skrev den kendte kritiker Ira Gitler bl.a: ” Papa Bue’s Vikings from Copenhagen were a distinct surprise to the listener. It is a traditional band, but not one that sounds cornily authentic. It plays Ellington as well as Dixieland classics and gets solidly into mainstream area with swing and in-tune blowing. It boasts a fine trumpeter in Finn Otto Hansen, and a liquid-toned clarinettistin Jørgen Svare. Papa Bue anchors the horns with his trombone, and the rhythm section of Jørn “Jønne” Jensen (piano), Jens Sølund (Bass), Bjarne Petersen (Banjo) and Knud Madsen (Drums) is really together. Petersen’s slightly-horse, relaxed vocals have what used to be called a “knocked-out” quality, with a Beriganesque touch”. Flotte ord, og det endte da også med at Papa Bue fik overrakt “The golden key of New Orleans”! Det kan man da kalde et ridderslag! Nøglen befinder sig jf. Papa Bue i dag på vægen i hans soveværelse i hjemmet i København.

Papa Bue’s succes med Liller på Dansk, og også engelsk (Bl.a. en fremragende version af ”Down by the riverside”) fik en bræt ende, da Liller pludselig i 1970 valgte at forlade bandet. Han havde været med siden starten i 1956 og hans swingende banjo stil og hæse sang, havde medvirket meget til bandets vedvarende succes. Noget af det sidste Liller var med på var den live indspilning fra Mosebacke, Stockholm 22. juli 1970 som først i år 2000 har set dagens lys på CD. Dette er en af de eneste live optagelser der findes med dette det andet klassiske line up af Viking jazzbandet. Det er lidt uklart hvad der fik Liller til at sige stop. Men det lader til at have været det hårde slid på de mange turner, der efterhånden var ved at blive for meget for Liller. Så han valgte at stå af i tide og slappe lidt af. Pressen skrev en del om dette. Bl.a. bekymrede man sig om hvad der dog skulle blive af Papa Bue, nu hvor de havde mistet Europas bedste jazzsanger.

Men det gik jo dog alligevel helt godt. De forsøgte ikke at erstatte Liller. Man droppede simpelt hen banjoen, og fik på den måde moderniseret deres stil. Jørn Jensens mere moderne swingende stil som man havde set på flere indspilninger siden 1966 blev nu deres faste stil, og det har det mere eller mindre været siden.    

Den nye stil kan første gang høres på ”Live in Dresden” 1971. Det var første gang Buerne spillede bag jerntæppet, og de blev usædvanligt godt modtaget af de mange østtyske jazzfans. Der nærmest gik i ekstase af fryd over jazzen, som disse sende bud fra den fri verden på den anden side af muren fremførte. Asger Rosenberg blev hyret specielt til denne turne for at synge de numre Liller ellers skulle have sunget. Tournéen var endnu en stor succes og oplevelse for Buerne. Magen til entusiasme og intenst lyttende publikum havde de sjældent mødt.

Hen mod slutningen af året valgte også Finn Otto Hansen at forlade Papa Bue. Han var jo selv et stort navn i Dansk jazz, og ville måske prøve kræfter med andre opgaver. I Papa Bue’s band var man tros alt tvungen til at følge en bestemt stil, og spille inden for den trad genre, de var kendt for. Han forsatte med at spille med stor succes i andre jazz sammenhænge, og blev i 1972 valgt til årets danske jazzmusiker af ”Den Danske Jazzkreds”. Han spillede i mange år med ”Fessor’s Big City Band”, indtil han desværre døde i 2001 i en alt for ung alder. 

Det var endnu et hårdt slag for Bue’s band. Finn Otto Hansen havde lige som Liller været en vigtig del af hele stilen, og en af skaberne af denne. Det er også blevet sagt at han – uden at forklejne nogen – var den betydeligste instrumental solist blandt vikingerne. Den sidste indspilning Finn Otto lavede med Buerne i denne omgang  var ”Drop that sack” 30. november 1971.

Papa Bue stod nu både uden trompetist og sanger. Men dette åbnede jo helt nye muligheder. Der stod jo en del interessante trompetister, og var mere end villig til at spille med det berømte band. Den første afløser var englænderen Keith Smith, der turnerede med Buerne 1972 – 73. Han spillede både trompet og sang i bedste Louis Armstrong stil. Hans samarbejde med Vikingerne er foreviget på Lp’en ”Old man mose” (1973). Det må også have været med Keith Smith, at Buerne i 1972 gjorde stor lykke ved den berømte ”Newport jazzfestival” i New York. ”New York times” skrev bl.a. “ a revelation – the top-leading traditional band of Europe. We have never heard an American band with the drive and guts and togetherness of this group”!

Keith blev afløst af en ægte amerikansk Dixieland jazz legende Wild Bill Davison. Han var specielt kendt for hans spil med Eddie Condon’s band i 40’erne og 50’erne. Man har kaldt ham den hvide Armstrong på grund af hans udtryksfulde kornet spil. Han gik til den med liv og sjæl, når han spillede. Der af tilnavnet Wild.

Han blev hurtigt glad for Danmark og Buerne, og blev derfor her i landet og spillede med Buerne i perioden 1974 – ca. 1978.  De turnerede og optrådte sammen i flere TV udsendelser. Det blev også til en del plade indspilninger, som er blevet genudgivet på Cd. Mange mener det er Davisons bedste, og mest kreative indspilninger siden de glade dage i 40’erne og 50’erne. Han er utvivlsomt blevet smittet af Buernes spille glæde og entusiasme. Indspilningerne vinder også ved, at de efter at have spillet sammen i længere tid er så godt sammen spillet. Det var mange år siden Wild Bill havde spillet fast med et band i længere tid.

Fra 1977 rykkede de fra ”Vingaarden” til Tivoli hvor de frem over var husorkester bl.a. i det populære ”Jazzhus slukefter”. Der findes flere live optagelser herfra. Bl.a. sammen med guitarist pioneren Al Casey. (Lp: Live at jazzhus slukefter og CD: Live at Slukefter, Tivoli)

I 1974 vendte Liller på sin vis tilbage til Papa Bue’s band. Der kom en plade på gaden der hed ”Papa Bue’s viking jazzband med Liller på Dansk”. Den består af de singler de lavede i slutningen af 60’erne. F.eks. ”Sidder på et værtshus” og den morsomme ”Rundesang”, hvor de alle synger et vers. Gid man vidste hvem der sang hvad! Der ud over er der nogle sange som nok er uudgivende ting fra slutningen af 60’erne. Endelig består pladen af en del af Buernes gamle hits som Liller havde sunget på engelsk – men nu på dansk. Flere af dem lyder så meget som de gamle indspilninger, at man kunne mistænke Gustav Winckler, som stod for produktionen, for blot at have haft Liller i studiet, og synge den nye danske tekst til de gamle lydspor. Men hvor om altid er, så er det en herlig plade, og f.eks. har ”Roll Jordan Roll” fået en meget morsommere tekst på dansk. I Henrik H. Lunds oversættelse er den blevet til ”Knap en bajer op”!

Det må også have været en rimelig succes for året efter var Buerne på gaden igen med en plade på dansk: ”Man kan vel ikke gøre for at man har charme”. I mellem tiden havde Gustav Winckler produceret Lillers første solo plade hvor han sang jazzificerede versioner af gamle Kai Normann Andersen sange, med et band der lød meget som Papa Bue. Det er dog heller ikke helt tilfældigt. Jørn Jensen havde igen stået for arrangementerne, og både han og Finn Otto Hansen og Lars Bloch, som også på den tid af og til spillede med Papa Bue, var med.

”Man kan vel ikke gøre for at man har charme” blev indspillet 8 - 10. 9. 1975,  igen med Gustav Winckler som producer, og Jørn Jensen havde haft travlt med arrangementerne. Wild Bill var ved denne lejlighed afløst af Bent Haastrup på trompet. Stilen var en blanding af de to forgående danske plader. Der var jazzificerede versioner af gamle kendte sange som titelsangen og ”Manden på risten”. Men ellers var hovedvægten lagt på gamle melodier, der havde fået nye muntre tekster af Henrik H. Lund. Teksterne på denne og de følgende danske plader var helt bevist bygget op om Liller, og skabte et image af en almindelig lille mand, der færdes i et folkelige værtshus miljø, og handlede om hans hverdags glæder og sorger. Ikke helt ulig typerne i tidens så populære tv serie om ”Huset på Christianshavn”.  Liller havde en stor evne til at få disse tekster til at lyde troværdigt, og formidle historierne så de rørte folk. Gustav Winckler havde selv stået for teksten til ”På en bænk under præstens pære træ”.

Dette var indledningen til Lillers anden periode med Papa Bue 1976 - 1979. Nok deres folkeligt mest succesfulde periode hos et bredt publikum, langt ud over de almindelige jazz kredse.

Højde punktet på deres periode med Liller på dansk, blev de næste to Lp’er. ”Livet er skønt” (1976) og ”En buttet og en skæg mand” (1977). Begge igen Gustav Winckler produktioner. ”Livet er skønt” er en hyldest plade til Louis Armstrong. Alle numrene er sange Louis har sunget, men med nye danske tekster af Henrik H. Lund. F.eks. en forrygende version af ”You rascal you”, der på dansk hedder ”Dit dumme svin”. Et par af sangene havde i forvejen en dansk tekst som kunne bruges.

Det var ved denne lejlighed, at Ole Stolle første gang hørtes på plade med Papa Bue. Stolle spillede en fremragende krystal klar, men lidt beskidt Louis Armstrong trompet, og var med til at give Buerne en ny stram lyd. Stolle blev født 14. oktober 1940 i København. Han begyndte tidligt at spille trompet, og lærte klassisk trompet på konservatoriet. Så holdt han pludselig op med at spille, og spillede ikke i næsten 10 år, før han begyndte igen omkring 1970. Han havde sit eget lille band i nogle år, før han nu sluttede sig til Buerne.

”Livet er skønt” må være den bedste plade med jazz på dansk nogensinde. Alle vikingerne er i topform, og Liller har aldrig sunget bedre.

Det skulle da lige være på pladen  ”En buttet og en skæg mand” fra året efter. Holdet og stilen er den samme som på ”Livet er skønt”, og højde punkterne er igen danske versioner af Louis Armstrong. F.eks. titelsangen, ”Som en duft af røde roser” og ”Jeg går savner en” m.fl. Sidst nævnte er en dansk version af ”I want a little girl”, og som flere af de andre på disse plader, overgår den danske tekst nærmest den oprindelige. Der er dog andet end Armstrong sange på denne plade. F.eks. en dansk version af ”My way”! Endelig ser man også her for første gang en melodi skrevet af Liller. Noget han var begyndt på i sin sabbat tid fra orkesteret. ”Fritz Ewald – ensomme lille mand” er en rørende samfundskritisk sang, om en lille mand på samfundets skyggeside, som begår selvmord uden at nogen tager sig af det. Lund stod igen for teksten, mens Liller jo altså havde stået for den iørefaldende banjo drevene melodi. Man skulle tro at Fritz Ewald var en de kendte.

Det der trækker lidt ned på denne plade i forhold til den forgående, er to indspilninger som helt tydeligt er et par ubenyttede ting fra 1975, man har spædet op med. På disse to spiller Bent Haastrup trompeten. Det er ok indspilninger, men de falder lidt uden for stilen her.

Det var også i 1977 Buerne indspillede den legendariske plade, hvor Gustav Winckler sang jazz – på engelsk! Gustav elskede at synge med Buerne. De havde været på turne sammen, og også optrådt på TV, og da han så havde 25 års jubilæum, forærede Buerne ham en pladekontrakt. De havde overtalt deres pladeselskab til at give grønt lys til, at de indspillede en plade, hvor Gustav sang de gamle jazz og crooner klassikere på original sproget. Noget han ikke havde gjort siden starten af 60’erne, hvor han indspillede nogle engelske plader under navnet Sam Payne. I november 1977 gik de i studiet med en udvidet version af Papa Bue’s band og indspillede 12 fremragende indspilninger. Både Ole Stolle og Wild Bill Davison var med på horn, og man havde også hentet Jørgen Hallin Olsen i studiet. Han sørgede for guitar til de mere stille ballader. Det blev en dejlig plade, hvor Gustav swinger som aldrig før. Et endegyldigt bevis på at han var et talent i verdens klasse – hvis nogen skulle være i tvivl om det. Desværre blev pladen ikke den helt store sællert. Så der kom ikke flere af den slags. Gustavs stampublikum ville ikke høre ham synge på engelsk, og Buernes jazzfans var nok ikke parat til at købe jazz med Gustav Winckler! Kritikerne roste den nu meget, og der blev også lavet et TV show, hvor de fremførte nogle af sangene fra pladen og mere til.      

Buerne har også forsøgt sig i den i 70’erne så populære ”party” genre! Hvor man sang og spille populære melodier, for et feststemt publikum, der ofte sang med. I 1978 udgav de en Lp der hed ” Jazz party ”! Der fulgte flere projekter med Liller på dansk. Efter en plade hvor Liller og Buerne tog sig kærligt af sangene fra Bent Fabricius-Bjerre og Volmer Sørensens musical: "Ja mor! Nej mor!"  kom ”Til enhver tid”. Denne gang stod Walter Klæbel for produktionen. Buerne havde ellers demonstrativt nægtet at indspille danske plader uden Winckler, men nu var han flyttet til Jylland og havde travlt som kromand i Terndrup, og inden for en måned efter disse indspilninger fandt sted døde Winckler som bekendt ved en tragisk trafikulykke. Det var meningen at Buerne skulle have spillet ”Just a closer walk with thee” til begravelsen, men man fik det ikke passet ind i ceremonien.

”Til enhver tid” er i stil en tilbage venden til de tidligste plader de lavede på dansk. Her er der ingen muntre tekster af Henrik H. Lund, og ingen Louis Armstrong numre. Det er igen de gamle travere man er faldet over. Et højde punkt er Lillers smukke fremførelse af Stentoft og Müllers ”Månestrålen”. Der er også flere både tekster og melodier af Liller. Han står lige på nippet til at springe ud som solist. I løbet af 1979 gik Liller solo, og indledte dermed hans meget succesfulde ”Dansk top” periode med kæmpe hits som ”Billet mrk. (Ensomme dame 40 år)” og flere andre. Det lykkes ham på sin vis at forene jazz og dansk top musik. En succesfuld cocktail.

Kort før hans død vendte Liller dog tilbage til sine jazz og blues rødder på en plade med Doc Houlind, der beviste at han stadig kunne håndtere en banjo som få andre.

Papa Bue forsatte endnu engang ufortrødent. De indspillede en enkelt plade hvor Grethe Ingmann sang jazz på dansk, men ellers forsøgte man igen ikke at erstatte Liller. Det var simpelthen ikke muligt. Så tiden med jazz på dansk var endegyldigt forbi. Man forsatte i stedet stilen fra før Lillers tilbage venden. Stadig baseret på New Orleans traditionen og Kid Ory, men med stærke påvirkninger fra det tidlige Duke Ellington, Fats Waller og Louis Armstrong. Det blev til nogle fine indspilninger i løbet af 80’erne. Kendetegnet af Jørn Jensens sikre arrangementer, og Ole Stolles markante Armstrong inspirerede trompet (som dog havde helt sit eget præg), og gode sammenspil med f.eks. Jørgen Svare. Ole Stolle synger også udmærket, og tog sig af sangen. Fra 1980 hvor Søren ”Doc” Houlind overtog trommerne fra Knud Ryskov Madsen, har også han stået for nogen sang. Papa Bue selv er også begyndt at synge lidt i de senere år. Bl.a. hans følsomme version af ”Corrine Corrina” og den morsomme sang om ”Hundelorten”. Begge er at finde på Cd’en fra den store 40 åres jubilæums koncert i Tivoli 31 juli 1996. En utrolig koncert hvor man havde samlet de fleste af Buerne. Nye som tidligere medlemmer.

I løbet af 80’erne begyndte Buerne også med stor succes at turnere i østen og Australien. Oftest i vinter halvåret, hvor klimaet var at fortrække under disse varmere himmel strøg. Alt i alt skal Buerne have optrådt i omkring 36 forskellige lande! Det er bl.a. dokumenteret på Lp’en: Live in Manila (1980).

Et stadigt stigende antal af de nye plader der er kommet med Buerne i de sidste 10-20 år har været live indspilninger. Når man spiller live er det jo naturligt og forventet, at man spiller sine største hits. Det er jo blandt andet det folk kommer for at høre. Men dette betyder så også at der kommer en del gengangere på pladerne. Også når de går i studiet har de satset meget på deres gamle kendinge. Der har ikke været den store fornyelse at spore de sidste mange år, men det er jo som nævnt heller ikke det man forventer af Papa Bue. Det er jo netop de gode gamle jazz klassikere man vil høre. Det er vel det traditionel jazz går ud på, og at det har sin fulde berettigelse turde hele bandets karriere være et levende bevis på.

Omkring Buernes 25 års jubilæum i 1981 og igen omkring deres 30 års jubilæum kom der en del både studie og live indspilninger. Bl.a. den første af adskillige versioner af den herlige ”A song is born” (1981) som Ole Stolle har sunget med skiftende trommeslagere. Som nævnt indspillede de også en del Armstrong og Fats Waller numre, som Ole Stolle sang, og/eller spille så smukt på trompeten. Bl.a: ” West end blues”(1981), “Ain’t misbehaven’(1981 )”, “When you are smiling” (1986), “What a wonderful world”(1986), “Mack the knife” (1989) og mange flere.

Det var også i 1986 Buerne gav deres besyv med i fodbold festen omkring Danmarks medvirken til VM med den optimistiske indspilning “Vi vinder i Mexico”. Måske var det også denne begivenhed der inspirerede dem til at lave en jazzversion af national melodien!

Et andet interessant men kun delvis vellykket plade projekt var ”Church concert” (1991). For en gangskyld havde de et  rigtigt koncept for pladen – udover at indspille nogle herlige jazzklassikere. Gospel og spirituals havde siden starten været en del af Buernes repertoire, så det var en god ide at fokusere en plade på denne del af deres stil. Pladen blev indspillet i Brøndby strand kirke og var produceret af Ole Stolle. Her får vi bl.a. nyindspilninger af ”You’ll never walk alone” som Stolle spiller så smukt, og ”Just a closer walk with thee” som Papa Bue spiller så smukt. Af nye tiltag er der bl.a. ”God bless the child” som Didier Geers synger i Billie Holiday stil.

Problemet med pladen er det kirke kor som medvirker på pladen. Det er jo ikke nogen dårlig ide at have koret med, og de synger smukt på f.eks. ”Air”, og andre stille numre, men efter min smag er det en misforståelse, når det alt andet end swingende kirke kor skal synge ”Down the riverside”, ”Walking with the king”, og flere andre klassiske Bue gospel favoritter. Havde man haft et ægte amerikansk gospel kor havde det været noget andet, men dette er et rigtigt dansk kirke kor.    

Buerne vendte da også tilbage til deres velkendte stil på de følgende plader. Der kom endnu en række live plader (Bl.a. den allerede omtalte 40 års jubilæums koncert), og ”Everybody loves Saturday night” (1993), der næsten udelukkende bestod af nyindspilninger af numre de havde indspillet mindst en gang tidligere, og ”Canal street blues” (1996), hvor der var lidt flere nye numre med.

Sidst de var i studiet og indspille en plade var den livlige ”New Orleans parade” indspillet 1997 – 1998.

Siden er der bl.a. kommet den udemærkede ”German concert” indspillet live 9.11.1999.  

I løbet af 80’erne og 90’erne har bandet været inde i en periode med en del udskiftning af personalet, efterhånden som nogle af de ellers så faste folk faldt fra af forskellige årsager.

Jørgen Svare stoppede i 1985 efter ca. 29 år med bandet. Han kunne nok trænge til at prøve noget nyt.  Man har siden kunnet glæde sig over hans varme klarinet spil på plader indspillet med hans egen jazz quartet, og siden med Stolle & Svares jazz quintet, efter at også Ole Stolle stoppede hos Papa Bue i 1995. De spillede her en lidt mere ”moderne” stemningsfuld jazz, hvor de har taget numre med fra swing perioden, der fulgte efter den traditionelle jazz periode, som Papa Bue oftest henter sin musik fra.  Ole Stolle døde i 2004 63 år gammel. I den sidste tid spillede han med Copenhagen All-Stars. Bl.a. sammen med Jørgen Svare.

Jørgen Svare blev afløst på klarinetten af englænderen John Defferary (1985 – 1997) og Erik ”Krølle” Andersen (1998 -      ). Krølle havde ved flere lejligheder tidligere været afløser i bandet, men har nu besluttet at lægge hans konsulent job på hylden, for at spille med Buerne. John Defferary er efter han stoppede hos Bue blevet ansat i Chris Barbers band!

Ole Stolle blev afløst på trompet og vokal af englænderen Joe Errington (1995 -     ).  Efter mere end 30 år som semi-professionel jazzmusiker og skolelære var han ellers blevet overbevist af hans danske kone om at tage den lidt med ro, men tilbudet fra Papa Bue kunne han ikke sige nej til. Han havde længe været en Bue fan.

Jens Sølund overlod bassen til Ole Olsen i 1987. I dag kan man opleve Jens Sølund sammen med Hans Knudsens muntre og meget alsidige jump band. Ole Olsen var også en gammel Papa Bue fan. Den første plade han nogensinde købte som barn var en EP med Papa Bue.

Søren Houlind bragte trommerne i Bue’s bandt op på et helt nyt plan i perioden 1980 – 1989 og blev så afløst af Didier Geers (1989 – 1996) fra Belgien og Thomas Christensen (1996 -     ). Han spiller nogle vilde soloer, på de seneste plader.

De eneste af de gamle medlemmer der således er tilbage i dag er Jørn Jensen der har været med siden 1965, og stadig står for de fleste arrangementer, og stilfuldt swingende piano. Jeg har ham også mistænkt for at være ophavs mand til en indfølt nynden, som ofte kan høres i baggrunden på deres indspilninger.

Og så selvfølgelig den uundværlige Arne ”Papa” Bue Jensen, der naturligvis har været med fra starten i 1956. Man kan stadig være heldig at se dem optræde live rundt om i Europa. Jeg så dem  live i Århus, og den glade musik swingede stadig til fryd for de talstærkt fremmødte. Papa Bue selv er blevet en ældre herre, der helt naturligt må økonomisere lidt med kræfterne, men som han ligesom viskede hen for sig selv, som han sad der og nød at bandet swingede og så ud over endnu et danse gulv der var fyldt op af glade mennesker: ”Det er utroligt det kan lade sig gøre!”.  

Og det er virkeligt utroligt i over 50 år har ”Dansk jazz’s grand old man” Papa Bue begejstret og glædet millioner af mennesker med hans glade musik Han fortjener til fulde den ære og respekt der omgiver ham. Han er en levende legende, og en institution på den europæiske jazzscene. Ikke dårligt klaret af en mand der kalder sig selv ” bare en spillemand”!

Som tilfældet har været ved de seneste mange Cd’er med Papa Bue er der ved første øjekast ikke meget nyt på repertoiret. Det er de sædvanlige gamle kendinge – som vi jo så gerne vil høre dem spille. (De fleste har dog ikke været udgivet med dette line up af Buerne). Når denne CD, så alligevel har sin berettigelse, og ikke kun er en gentagelse af tidligere udgivelser, så er det fordi der på ca. halvdelen af indspilningerne er gæste optrædener af så prominente gæster som Theis Jensen, der stadig synger og spiller trompet i bedste Armstrong stil, og den navnkundige Ole ”Fessor” Lindgreen, der stadig har luft til at spille nogle gevaldige trombone soloer.

Af nye numre her, som vi ikke tidligere har hørt i en Papa Bue fortolkning får vi her Dallas blues, Trouble in mind og Wild cat blues. Sikkert hentet fra Armstrong og Fats Wallers repertoire.

Dallas blues domineres af Joe Erringtons prominente Armstrong trompet over Jønnes stilfulde blues klaver. Der er også en stille solo fra Bue selv. Det er herligt, at få lidt blues, mellem alle de glade jazz melodier.

Trouble in mind er som bekendt ligeledes en stemningsfuld blues, som dog også er blevet indspillet af diverse popsangere m.fl. Også her er det trompeten der er i forgrunden. Errington synger også denne, og igen er Jønne herlig i baggrunden.

Wild cat blues er Erik Andersens store nummer. Her får vi noget forrygende klarinet.

Ellers kan man fremhæve numre som St.James Infirmary, som vi her får med deres tilrettede tekst om Papa Bue’s værtshus, og det faktum at Papa Bue nu mest drikker cola. Selvom onder tunger vil påstå, at det ikke er ren cola. Errington synger den stemningsfulde sag, og det er også her vi først for alvor høre Fessors kraftfulde trombone spil.

Papa Bue’s solo nummer er denne gang Sir Henry klassikeren Camp, og jeg skulle tage meget fejl om ikke det også er Bue der synger en andenstemme på Just a little while to stay here.

Pladen starter med Buernes klassiske version af Nyboders pris, og de har også pusset deres gamle version af The faithful hussar af. Igen gør Fessor sig bemærket.

De sidste 5 numre på Cd’en er alle gamle Armstrong kendinge.  Måske endnu en hyldest til denne geniale kunstner som jazzen, og også Buerne skylder så meget.

On the sunny side og Mack the knife er jo klassikere som man aldrig kan blive trætte af høre.  Selv Robbie Williams har jo som bekendt netop stor succes med Mack og andre big band swing numre på hans seneste CD ”Swing when you’re winning” En hyldest til The Rat Pack: Frank Sinatra, Dean Martin og Sammy Davis jr. I Mack the knifes tilfælde, og også flere andre numre for den sags skyld,  er det dog Bobby Darin Williams kopiere.  Darin lagde aldrig skjul på, at det var Armstong der havde inspireret ham til hans geniale version af Mack the knife. Så på den måde er vi tilbage ved rødderne, som også Buernes lystige version her.  

På de sidste tre Armstrong nummere her har Buerne,  som nævnt, ud over Fessor, også fået hjælp af Theis Jensen, som Papa Bue tidligere bl.a. har indspillet en hel LP sammen med i  1975: Live i Vingaarden. Der er dog ingen numre der går igen på disse to møder mellem Buerne og Jensen. Her slutter de af med en nydelig version af What a wonderful world. Hvilket virker til godt at kunne være Buernes motto. Alt i alt er dette i hvert fald som sædvanlig en munter plade, og publikum klapper da også tilfreds og taktfast med. Det er og forbliver god underholdning.  

2003:

Ny cd'er på maked med Buerne.

Der er kommet en hel cd med indspilningerne fra 2001 med Papa Bue, Theis Jensen og Fessor. Nogle af indspilningerne kan også høres på ovennænte cd "Tivoli 2001".

Vikingerne gør også usædvanlig god figur på en ny Cd med live indspilniger fra Tv med Gustav Winckler. Indspilningermne har aldrig været ude på plade før. Læs mere om dette på vores news side på www.gustavwinckler.dk

Og for at fuldende glæden så har jeg modtaget følgende presse meddelse fra Calle Sand om en ny cd med hidtil uudgivede indspilninger med Liller:

Pressemeddelelse  

LILLER - Spillerum  

Spillerum - hjerterum.

Hvor der er spillerum, er der hjerterum.

Ligegyldigt om det drejede sig om jazz, blues, rock eller pop – så bankede Lillers hjerte for det hele. Selv den mest simple og banale dansktop tekst fik, med Lillers ærlige fortolkning, et troværdigt og betydningsfyldt indhold. 

I 1990 fik jeg, som primus motor og co-producer i forbindelse med en produktion, et tæt og personligt forhold til Liller, hans kone Inna og deres søn Nico. 

Desværre viste det sig kort tid efter, at det skulle blive Lillers sidste produktion på dansk. 

Musikalske historier

Samarbejdet med Liller var utroligt givende. Han var et musisk menneske i den absolut allerbedste betydning. Når musikkontakten først var aktiveret, strømmede det ud af ham med tekstlinier, melodistumper, kreative idéer - og ikke mindst sjove og interessante anekdoter fra hans liv og lange karriere.

En dag bad jeg ham om at skrive alle de gode historier ned. Jeg ville forsøge at etablere et samarbejde med en forfatter eller journalist - men det afslog han kategorisk. Han syntes absolut ikke, at hans musikalske historie var spor interessant. Efter et par dage havde han dog ombestemt sig og ville alligevel gøre et forsøg med forfatterskabet. Han valgte at indtale sin historie på bånd og bad mig høre og afgøre, om det kunne bruges til noget.

Jeg modtog et kassettebånd med gode og spændende historier fra hans barndom, ungdom og karriestart, men vi nåede desværre ikke længere med bog idéen.

Liller blev kort tid efter meget syg og døde den 6. september 1993.

Historierne udkom i 1998, i Lillers originale indtalte båndversion på CD som en del af dobbelt CD’en ”Solist”. 

På sporet af en sang

I efteråret 2002 gav Inna mig mere end 200 kassettebånd, som Liller havde samlet sammen i årenes løb. Båndene indeholdt brudstykker fra koncertoptagelser, optagelser fra øvelokalet og hjemme demo optagelser, som Liller foretog alene med båndoptager, guitar og banjo.

Jeg var utrolig spændt, da jeg satte det første bånd i afspilleren. Men efter at have hørt de første strofer fandt jeg ud af, at mine egne erfaringer med Lillers præstationer i et studie heller ikke nu slog fejl med hensyn til hans indsats på dette nye ukendte materiale.

Tankerne gik tilbage til vore studiedage i 1990 og jeg genoplevede det magiske, som man ikke så ofte oplever i et studie. Liller kunne, som solist, utrætteligt og oplagt indsynge et imponerende antal sange i løbet af en enkelt studiedag - helt uden at tabe gløden, varmen og det ærlige udtryk. Ofte blev den allerførste indspilning af hver sang den bedste og denne sikre og overbevisende præstation slog da også igennem på disse sange af forskellig oprindelse.

Uanset den musikalske baggrund viste Liller atter sin suveræne kvalitet. 

Sangene

En snes sange blev udvalgt og præsenteret for Inna og sammen besluttede vi, at denne samling sange, efter en teknisk og musikalsk bearbejdelse, skulle udsendes i 2003 og være med til at give et flot og anderledes nuanceret billede af en utrolig alsidig kunstner. 

Fra øvelokalet har vi hentet sangene ”Corinne Corrina”, ”White Cliffs Of Dover”, ”Bill Baley”, ”Hi Lili Hi Lo”, ”Blueberry Hill” og ”Kærlighed ved sidste blik” som blev indspillet i løbet af 1990. Sangene ”Masser af succés”, ”Sweet Loraine”, ”What A Wonderful World” og ”Elsk mig stille” stammer fra en koncertoptagelse i Montmartre i september 1990. ”Red Rose” er en ikke tidligere udsendt engelsksproget studieoptagelse af ”Røde rose”. Sangene ”Selv en blind kunne se”, ”Kærlighed i luften”, ”Elefantens vuggevise”, ”Lysene slukkes”, ”Du skal ikke gi’ mig roser” og ”Utopia” tog udgangspunkt i demo optagelser med Liller alene med sin guitar eller banjo, hvorefter der nænsomt blev tilført et musikalsk akkompagnement. 

I foråret 2003 blev en række musikere, som havde kendt og spillet med Liller i flere sammenhænge, inviteret i studiet for ”at sidde ind” og give deres bud og opfattelse af den musikalske stil og opbakning, som bedst ville passe til Lillers egne enkle optagelser.

Liller gav dog selv indirekte opskriften på stilen, idet der i hans efterladte bånd fandtes en del med den amerikanske bluesguitarist Ry Cooder, som på sin hel egen måde kan mikse stilarterne blues, jazz og rock. Liller var meget inspireret af dette specielle miks og det var oplagt at give i hvert fald de tre sidstnævnte sange lige netop denne musikalske drejning. 

Alle 17 sange giver et indtryk af hans store musikalske rummelighed og er med til at fastslå Lillers status som værende en af vore allerstørste sangere indenfor jazz, blues, rock og pop – hvor der var hjerterum - var der spillerum.

2006:

Papa Bue fejre i år 50 års jubilæum! I den forbindelse er der udkommet flere opsamlings bokse. Se evt. vores diskografi. Klik på pladen her under. 

<< Til diskografien >>