Hostet af Gustav Winckler Logen af 1996

Peter Belli er ikke folkelig i den forstand  Gustav Winckler var det. Han er snare en slags tals mand for almindelige danskere. I hans sange har han givet udtryk for en masse som almindelige ”små” folk gik og tænkte og følte, og det er alt sammen gjort med megen alvor, følelse og ægte tro på det. Det må have været nogen ting Peter også selv gik og tænkte på.

Peter Belli er om nogen en søn af folket. Han kommer selv fra småkår, og har gennem det meste af sin opvækst oplevet hvad man vel nok kan kalde samfundets skygge side. Denne hårde opvækst er nok det der har gjort ham til den alvorlige, ærekære mand han tilsyneladende er. Man skal ikke træde Peter Belli over tæerne, det har han prøvet for tit. Til gengæld lader han også til at være en ægte vennernes ven, hvis man behandler ham ordentligt.

Når Peter Belli synger kommer det helt inde dybt fra sjælen. Han kan få selv den mest sentimentale og banale tekst til at lyde som et stykke social realisme, bare han selv kan se historien for sig. Det er der flere udskældte eksempler på.

Det var indlysende at denne vrede unge mand skulle falde over pigtråds musikken som man kaldte det den gang, og det var hellere ikke overraskende at han blev Danmarks bedste inden for beat musikken. Med hans meget specielle fraserings teknik, og utrolige stemme kraft kunne han, og kan stadig - råbe en sang som ingen anden. Og så var det lige meget om det var decideret rock’n’ roll , beat musik eller soul. Det lød alt sammen ægte  - og det lød vildt.

Når man ser tilbage på det i dag, kan det jo se indlysende ud, men dengang i 60’erne var det en fremragende ide af Thøger Olesen, at han fik Peter Belli til at bruge sit vrede unge mand image på at synge danske sange. Det blev til klassikere som Ulven Peter, og Helt igennem respektabel.

Med årene blev Peter Belli selvfølgelig mindre vred og mere afdæmpet – det gør man jo - og dermed mere dansk top præget i sit repertoire.  Der er de rock fans der ikke kan forstå at Belli har sunget alt det dansk top, og nærmest bebrejder ham for det. Men der er flere indlysende grunde. For det første var det et levebrød, og for det andet gjorde han det utrolig godt. Meget af det han sang på dansk toppen er egentlig country musik, og country musik er om nogen den genre inden for musik der handler om almindelige menneskers liv og færden. Både på godt og ondt. Og her var Belli ekspert. Han lyder i hvert fald som om han har prøvet det hele - både op og nedture, og skulle der synges om den ægte kærlighed, og det skal der jo tit, så er det almindelig kendt at Belli er ekspert. Peters og Junes forhold ser unægtelig ud til at være et af de lykkeligste inden for dansk showbusiness. Når Peter Belli synger country og ballader gør han det med samme følelse, som når han synger soul, eller blues. Det er det samme princip som når Ray Charles, Elvis eller Charlie Rich synger country musik. Ikke at Peter Belli synger ligesom dem. Ham har helt sin egen stil, men princippet er det samme.

”Der må og skal ligge noget af mig selv i en sang, før jeg kan synge den.” har Belli udtalt.

Peter Belli synger sange der siger ham noget, og rør ved noget inden i ham, og det gør det så efterfølgende også ved dem der høre på det. Belli er tilsyneladende lige glad med hvad slags musik det er, og hvad man kalder det, bare det siger ham noget.

Alligevel var det da utroligt glædeligt, da Belli efter mange års pause for alvor vendte tilbage til rock musikken, og viste de nye generationer, hvordan det i virkeligheden skal gøres. Som det er nu har Peter Belli altså to sideløbende karrierer. En som dansk top sanger (eller hvad man nu skal kalde det) og en som rockens grand old man, og jeg tror han er lige så glad for begge dele. Udover dette gør han sig også af og til som skuespiller og forskellige andre ting. Lige som f.eks. Otto Brandenburg er han i stand til at bruge noget af den samme indlevelses evne, som når han synger, til at spille roller på TV og film. Jeg vil tro han igen her, skal spille en rolle han kan identificere sig med og tro på, for at virke så ægte. 

Det er ikke alle skuespillere der kan synge og ikke alle sangere der kan spille skuespil, men jeg har en teori om, at nogle af de største sangere, der virkelig kan leve sig ind i og fortælle historien i sangen også er, eller kunne blive gode skuespillere. F.eks. Frank Sinatra, Bing Crosby, Elvis (Han var bedre end sit rygte), og Bobby Darin.

Peter Belli blev født 19. juni 1943. Efter eget udsagn på et toilet! Det må siges, at være noget af en start på livet. Hans mor var dansk og faren en franskmand som Peter aldrig så noget til. Sin barndom tilbragte han sammen med sin mor og forskellige mere eller mindre behagelige stedfædre. Bl.a. skal de en tid have boet hos Cirkus Benneweis. Tæv og mobning var ikke ukendte fænomener for den lille Belli, og han var virkelig den de andre ikke måtte lege med!

Da Peter endelig slap ud af skolen flakkede han fra job til job, og blev hurtigt klar over at det var musikken han holdt mest af. Han begyndte at spille med forskellige amatør pigtråds grupper. Da han en dag så gruppen Les Rivals, gav han dem en besked om, at hvis de fik brug for Danmarks bedste sanger skulle de bare sige til, og det gjorde de så. En dag i 1964 blev han tilbudt at blive forsanger i Les rivals. De var året før blevet kåret til Danmarks svar på The Beatles. Det var i den forbindelse Belli - meget mod sin vilje faktisk - måtte lade sit hår gro langt, så de kunne ligne forbillederne fra England. Det var dog i lige så høj grad som Beatles, Rolling Stones og The Animals der inspirerede dem.

I de følgende år vakte gruppen vild jubel over alt hvor de kom frem. På Tv, på turne rundt om i landet og også i udlandet - og frem for alt i det legendariske Hit house på Frederiksberg. Hvert år 1965 – 67 fik Belli årets Børge som musikbladet af samme navn gav til årets bedste sanger. Af deres plader er den kendteste vel ”Roll over Beatles" fra 1965. Det er en af de eneste sange Peter Belli selv har skrevet.

Det var også i den periode hvor Peter Belli som den eneste nogensinde i Danmark blev sat i fængsel for at have røget hash. Belli fortalte i et radio interview, at han havde prøvet at ryge hash, og advarede de unge mennesker imod dette skråplan. Det fik han 30 dage bag tremmerne for! Det var i den forbindelse, at Cæsar indsang den morsomme og dybt ironiske sang om at Peter Belli er i byen igen. Jeg har tilladt mig at gengive teksten her, da jeg syndes den er så skarp.

Peter Belli (Fred Haber – Thøger Olesen)

Tag og ring til brandstationen. Peter Belli er i byen igen.
Og lad både falk og zonen skygge ham hvor han går hen.
Send besked til politiet. Måske tænder han en enkelt smøg!
Strisserne kan ikke li’et. Peter Belli er i byen igen. 

Lav ingen støj nu. Se hvor han går.
Hvis han ta’r en smøg nu, står han mindst til 8 år.
Sig til vor justits minister. Peter Belli er i byen igen,
og lad telegrafen gnister det til Nato og FN.
Meddel alle redaktioner. Peter Belli er i byen igen.

Lad dem sende deres spioner, der er stof til forsiden nu igen.
Nu er landet stedt i vånde. Peter Belli er i byen igen.
Snig dig hen og snus hans ånde og fortæl hvor’n lugter den.
Panserne skal have beviser. Politigården sender 30 mænd.
Er der en lugt som en der fiser, hænger Peter Belli på den igen.  

Røveri i landets banker. Mord på noble kvinder eller mænd
er det rene skære pjank når Peter  er i byen igen.
Hjemmeværn må tag affære. Folket kræver simpelthen.
Vi må bruge vores stolte hær når Peter Belli er i byen igen.  

Det er en sag der angår alle. Hvis vi alle hjælper går det let.
Vi kan sagtens få han knaldet, når han ta’r en cigaret! 

En dag gik Les rivals og Peter Belli dog hver til sit. Tilsyneladende var de andre i gruppen blevet jaloux over at alt fokus samlede sig om Peter Belli, og der var vist også noget med at nogen i gruppen var faldet Belli i ryggen i forbindelse med hash sagen og anholdelsen. 

Belli fortsatte dog blot solo med umindsket succes. Først med et soul orkester de kaldte Seven sounds, og han havde jo allerede startet sit mangeårige samarbejde med Thøger Olesen, som førte til diverse dansksprogede succer. Da spredte Bellis popularitet sig til en bredere befolknings gruppe. Det var ikke længere kun de unge mennesker der sang med. Succer som ”Ulven Peter”, ”Helt igennem respektabel” havde han allerede indspillet i tiden med Les rivals. Nu fulgte f.eks. ”Hvis jeg var arbejdsløs”, og ”Jeg er din dengse i nat."

Han bevægede sig endnu mere i retning af dansk toppen da han – egentlig også mod sin vilje – indspillede Beatles nonsens sang ”Ob-la-di. Ob-la-da” og fik stor succes med den. Senere fulgte også en dansk version af Beatles ”Bungalow Bill”. Glade sange der var lette at synge med på. Han var  godt på vej til at finde den stil han skulle få så mange succer med på dansk toppen, og fortsætte med at sælge plader på længe efter Dansk toppen var blevet taget af programmet i radioen. Senere  fulgte hits som ”Tapre ørn” 1969, ”Bliv væk fra vort kvarter” 1970, hvor Belli og Thøger Olesen skælder ud over nedrivningen af alle de gamle huse på Christianshavn, ”Min Mølledam” 1971,  hvor de skælder ud over en ny motorvej ved Køge, "Sylvia's mor" 1972 og mere ægte dansk top præget materiale som ”Peter Belli og søn”, som Bent Werther havde skrevet til Belli kort før sin død, da han så den stolte far sammen med sin søn.

I løbet af 70’erne rejste Belli mange somre med Ronalds festival tivoli hvor han var kunstnerisk leder. En af de sangere han ansatte til at synge på blokvognen var Gustav Winckler, som Belli blev gode venner med.

Fra hans periode i slutningen af 70’erne og 80’erne kan man fremhæve indspilninger som "Istedgade" som vel efterhånden næsten har kult status. Det var også i denne periode han indspillede den meget udskældte sang "Teddy Bjørnen". Belli undskylder den med at han havde lovet en syg dreng at indspille den. Hvilket utvivlsomt er rigtigt, men Belli lyder også som om han tror på den i det han synger den.  Mange af disse tekster er skrevet af Keld Heick, som har været den flittigste leverandør af tekster til Belli siden Thøger Olesen gik bort.

I løbet af 80’erne medvirkede Belli også i Melodi Grand Prix et par gange med "Spejlsdans" 1983 og "Når lyset bryder frem" i 1989, men vandt dog ikke. Heldet var heller ikke med ham i 1996.

80’erne var en besværlig tid for Belli med økonomiske problemer, som bl.a. blev afhjulpet ved at han optrådte som Tv bingo vært! I slutningen af 80’erne fik han igen stor succes med ”En at bli’ som” med Hobo Ekspressen.

I forbindelse med indspilningen af titel melodien til en tv serie ”Familien Belli ser grønt” kom Belli i forbindelse med Knud Møller. Dette møde førte til Bellis pludselige tilbage venden til rødderne med rock pladen ”Year” (1991).  Resultatet var fremragende og han fik da også en grammy som årets danske sanger, og flere rock'n'soul plader fulgte. ”Ribbert og flået”(1992) hvorfra hittet ”København fra en DC-9” stammer, den fremragende stemningsfulde og festlige ”Rock’n’roll live” optaget på Skanderborg festivalen 1993. Sidste skud på stammen er ”Talisman” fra 1997. Belli er i topform og pladen indeholder mange gode indspilninger, men alligevel solgte den vist ikke for godt. Måske fordi den ikke er så direkte rock’n’roll præget, som de tidligere og er  en anelse mere seriøs og moderne. Der er ikke rigtigt kommet nogen ny Peter Belli plade siden. Hvilket naturligvis er en katastrofe. Han kunne sikkert sagtens sælge en masse plader hos Dansk top publikummet, hvis han lavede en ny i den genre. Men det er nok alligevel svært at vende tilbage til den genre, efter at have fået så meget ros for det andet. Og gode dansk top tekster hænger jo heller ikke på træerne.

Mens vi med spændt forventning venter på det næste brag af en plade fra Belli, kan vi glæde os over alt det gode gamle musik med Belli + et par nye live indspilninger på hitsamlingen ”Helt igennem respektabel”, der kom på gaden i forbindelse med hans 40 års jubilæum. Endelig har vi fået Bellis version af ”In the midnight hour” på plade. Jeg kan også kun opfordre alle til at holde øje med om Peter Belli er i byen. Vi så hans uforlignelige rock’n’roll show for et par år siden, og gik nærmest amok i en rock’n’roll ekstase, og dansede og jublede i de to timer han henrykte sit publikum i Århus. Folk der havde set ham i gamle dage sagde, at det var præcis lige så vildt som dengang.  

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

News:

6.4.2003:

The grey gold strikes back! 

Så har der været præmiere på The hithouse reunion tour i Hjørring, og det var en herlig oplevelse, der levede op til selv de største forventninger. En hel sportshal fyldt op med fortrinsvis middelaldrene  mennesker syede og boblende af den fede rock.  De unge mennesker ved ikke hvad det går glip af! 

Det er Peter Belli der har fået ideen om at genforene nogle af de populæreste navne fra dengang det navnkundige Hit House var stedet hvor det skete i København. 

Der var en fantastisk stemning i salen i Hjørring og man kunne se at de også på scenen nød at være sammen, og spille de gamle sange igen. De gik på scenen til tonerne af Sir Henrys kulte instrumental hit ”Camp”, som han i sin tid have et internationalt hit med i en indspilning hvor han spillede den på en kam! Derefter fyrede de den nyskrevende sang ”Soundtrack of our lives” af i fællesskab. Ellers skiftede de til at fremføre forskellige af deres gamle favoritter. De var alle nobelt klædt i jakkesæt, og de flere af dem fyldte dem naturligt nok noget mere ud end  i sin tid.  

Peter Belli var konferencier, præsentere de andre og styrede slagets gang. Han virkede totalt afslappet og meget professionel. Men han har selvfølgelig også prøvet sådan noget så tit. Derud over lagde han låg på al mulighed for kritik med en dybt følt version af Animals klassikeren ”The house of the rising sun”. Elles satsede han på hans kendte hits fra dengang. F.eks. "Roll over Beatles", "Move on" og "Game of love". Han beviste også nu, som dengang, at man faktisk kan synge pigtråds musik på dansk, idet han sang et par af Thøger Olesens herlige tekster: "Ulven Peter" og "Helt igennem respektabel". Bellis karakteristiske stemme er som skabt til pigtråd, og er simpelt hen indbegrebet af denne stil. Den hårde hæse stemme skar sig igennem den herlige pigtråds musik, som væltede ud fra bandet som de kalde The New Big Sounds. De gamle Big Sounds spillede med Nalle i 60’erne. Dette band er da også Nalles dygtige tour band.  

Hvor Belli helt klart er af en hårdere Stones og Animals skole, så er Jørgen Krabbenhøft en rigtig Beatles dreng. På de gamle plader med Hitmakers satser de da også meget på smukke vokaler og harmonier - og det kunne han stadig. Efter hvad de fortalte på scenen, så har han ikke optrådt live de sidste 30 år, så han må have været noget nervøs! Hans stemme lød stadig meget drenget, når han sang gamle hits som ”Stop the musik”, og Monkeys ”I’m a beliver”, som alle jo kender og holder af. Endelig charmede han for vildt med en spøgefuld dansk version af ”Baby face” – ”Baby fjæs”.

Personligt havde jeg ingen ide om hvad Sir Henry – Ole Bredahl - står for, bortset fra ”Camp” og ”Let’s go”. Det viser sig at være en stor fejl, og jeg må snarest have fat i en plade med Sir Henry & his Butlers gamle indspilninger. Det er så heldigt, at der netop er udkommet en dobbelt cd med Sir Henry komplet 1964 – 1966. Der er også kommet en ligende cd med Hitmakers og Peter Belli. Hvorfor Rock Nalle er blevet forbigået kan kun undre, da hans 60´er indspilninger aldrig har været ude på cd, og mange af dem er utroligt seje.  

I Hjørring var Sir Henry som en gammel rock cirkus hest der havde lugtet savsmuld, og foldede en enorm stemme ud, og sang ”Shakin’ all over” som om det gjaldt livet. Det var en sand fryd at være vidne til. Han brillerede også med den mere ukendte ”No other baby” og hans gamle hit ”Beautiful brown eyes”. En af aftens få ballader med det resultat, at alle lightere blev tændt. I det hele taget var der en meget kærlig stemning i salen. De middelaldrene mennesker var glade for at gense deres gamle idoler, og høre den musik som ikke er lavet vildere siden. Og så forstår den generation sig jo virkelig på at danse, så danse gulvet var konstant fyldt op. Der var endda nogen oppe at danse på stolene! Sir Henrys andet kæmpe hit "Let’s go" startede anden sæt. Vi ville også have været skuffet, hvis ikke den var med.  

Nalle vil vel altid være noget af en ener, og det var han da også i dette selskab. Selv om de synger at de er inspireret af Beatles, Stones og Animals, så har det aldrig været tilfældet for Nalle, hvilket han også helt tydeligt viste i hans valg af sange. Nalles rødder er i 50’ernes amerikanske rock’n’roll og Memphis soul fra 60’erne. Eksempler på det første var at han sang flere Fats Domino numre ”I’m ready” og ”Blue monday”, som han jo gør upåklageligt, og han kunne heller ikke undgå at taget kegler med hans mest kendte sang fra dengang – ”In the midnight hour”, som han synger så autentisk, at man skulle tro det var Memphis, og ikke Odense han kom fra. Nu var dette jo præmiere aftenen og han virkede lidt beklemt ved det hele, og var usædvanlig cool i første sæt. Han virkede lidt indelukket, men utrolig sej. Det var som om han holdt lidt igen, og rockede ikke så løssluppent  som man nogen gange har set. I anden sæt tøede han dog op, og brillerede kraftigt med en groovy version af det gamle Memphis soul nummer ”Walking the dog”, og en forrygende version af ”My Nadine”. Det mest 50’er agtige nummer fra hans seneste cd. 

Koncerten sluttede som sådan noget så ofte gør, med en rock’n’roll medley. Det er jo det festligste musik der er. Her var Nalle også på hjemmebane med ”Trutti Frutti”. Jørgen sang ”Long tall Sally”. En sang som der knytter sig den sjove historie til, at Jørgen sang den i sin tid da han og Hitmakers var opvarmnings band for Beatles, da de spillede i KB hallen.  Efter koncerten bad Paul McCartney ham dog om at undlade at spille den ved den anden koncert, da den også var med i Beatles program.   Sir Henry sang også en Little Richard klassiker "Jenny Jenny", som han i sin tid har indspillet på plade i en medley med "C C Rider". Belli gav os Gene Vincents "Be-bop-a-lula", og sammen sang de Ray Charles "What d'I say".

Hit house reunion er en herlig oplevelse, som jeg ikke kan anbefale varmt nok. For dem der ikke får set det, eller gerne vil tage mere end oplevelsen med hjem, er der heldigvis kommet en CD med nogle af sangene fra showet: THE HITHOUSE REUNION vol.1 – The grey gold strikes back. Pladen er produceret af Poul Martin Bonde, og er så ny som den kan være. Sangene blev indspillet i slutningen af forrige og starten af sidste måned! Læg også mærke til at det er vol.1 – de regner med den går så godt, at der kommer en to’er. Det ville bestemt også være på sin plads, da der er mange sange fra showet man savner på cd’en, der kun har de typiske 11 numre.

De synger fælles den nye ”Soundtrack of our life”, “You can’t stop the music” (der også kunne have været skrevet til lejligheden, men er fra rockoperaen “A soap opera”), og Eddie Cochran klassikeren ”C’mon everybody”. 

Jørgen Krabbenhøfts solo numre er hans gamle hits ”Stop the music” og ”So mush in love”. Begge disse numre er de numre på pladen, der lyder mest som såkaldt Merseybeat musik fra 60’erne. Pæne vocal harmonier og masser af beat guitar.   

Belli har også genindspillet en af hans gamle hits ”Game of love”. Hvor godt det end er, så kan det ikke måle sig med den fryd det er at hører hans version af ”The house of the rising sun”. Fremragende og godt at han endelig har fået den indspillet. Den har ganske givet været en af hans favoritter siden dengang og The Animals har utvivlsomt altid være nogen af hans største helte, og hans version blegner ikke ved siden af den ellers geniale Animals version. Et af mange højde punkter på den nye cd. 

Nalle har med sine to soloer sørget for at få en med i begge de stile der har inspireret ham. En rock’n’roll sang, og en Memphis soul ting. Og så tilmed nogen han ikke tidligere har indspillet på plade. Først får vi en dejlig version af ”Blue Monday”. Det er altid sjovt at høre Nalle synge en Fats Domino sang. (Hardcore fans vil sige at Smiley Lewis indspillede den før Domino.) Nalles versioner er ikke nødvendigvis bedre end Dominos hyggelige original versioner, men det giver dem altid lidt nyt præg, at Nalle synger dem med den her voldsomme soul stemme. ”Blue monday” adskiller sig fra det meste af resten af pladen ved at være en gammeldags 50’er rocker.

Nalles anden solo ”Walking the dog” adskiller sig også kraftigt fra resten af pladen. Den har en meget charmerende funky beat med masser af akustisk blues guitar. Endnu et klar favorit på pladen. Live versionen var hårdere og mere blues agtig. Det var også fremragende. 

Sir Henry har også valgt et par soloer han ikke har indspillet før – så vidt jeg ved. ”Shakin’ all over” er jf. cd coveret et gammelt surf hit, men her er det i hvertfald blevet til rigtigt vild rock, med masser af sej halv syret guitar. Også et hødepunkt på cd'en. 

”No other love” er ikke helt så vild, men også sejt sunget. Jf. coveret inspireret af en live version af Paul McCartney. Faktisk lyder Sir Henry en del som McCartney, når Paul for alvor rocker. I det hele taget er Sir Henrys soloer de sange der lyder mest "moderne" på pladen. 

En herlig, glad og festlig plade som skulle kunne sætte gang i mangt en fest. Jeg glæder mig til vol. 2! Rock Nalle undrede sig godt nok også over at det var vol.1. så hvem ved hvad der er af planer?

1.3.04:

Der er kommet en ny - og fremragende cd med Peter Belli: Når timerne bli'r små. Hvor Belli fortolker en række såkaldte "nyklassikere". Det vil tilsyneladende sige sange som er kommet frem inden for de sidste 30 år. Fokus er på Bellis fortolkninger og produktionen er lavet så skrabet, rå  og basic som muligt. De har fundet inspirationen i Johnny Cashs rystende gode American Recordings, som han lavede i de sidste 10 år af hans liv. På den sidste The man comes around, som blev en meget smuk afskeds plade for Cash, kan man f.eks. høre Cash synge klassikere som "Personal Jesus", "In my life" og "Bridge over troubled water" m.fl.  Meget velkendte sange, som får en helt ny dimension af at blive sunget af denne gamle nedbrudte livskloge mand. Belli er i stand til at gøre noget af det samme på den nye plade med populære danske rock/pop sange. Cashs stemme var rusten og svagere, og vidnende i den grad om det hårde liv han havde haft. Bellis stemme er også godt rusten - som vi kan li' den - selvom han heldigvis ikke som Cash, står med det ene ben i graven. Belli har stadig sin stemmes fulde kraft, og den gør han godt brug af på denne smukke plade, som vi varmt kan anbefale. Pladen indeholder også to helt nye sange skrevet til Belli. Den ene af hans søn.

I kan læse uddrag af de flotte anmeldelser på Bellis hjemmeside www.peterbelli.dk

Der er også en anden Belli CD på marked lige nu. En meget ambitiøs pop plade Konger for en aften, hvor Belli synger med Ivan Pedersen og Stephan Grabowski. Sidst nævnte har også skrevet alle sangene, der er indspillet med DR Radiounderholdningsorkestret under ledelse af David Firman. Ikke en typisk Belli plade, men et spændende projekt.

1.11.06:

En fantastisk 6 CD boks med Bellis indspilninger fra starten i 1964 og frem til 1989 er kommet på marked. Meget passende hedder den "Den Store Peter Belli Boks". Det er Jørgen de Mylius og Claus Hagen Petersen der står bag - med Peter Belli på sidelinjen - så intet er overladt til tilfældighederne. Bjarne Pedersen står som på så mange andre genudgivelser af gammelt musik for lydarbejdet. Så det er også første klasses.

Da der er så utroligt mange sange på boksen har de valgt kun at omtale nogen af de vigtigste i bookletten. Forståeligt nok, men en nørd som mig ville jo gerne have haft hele historien. Men om ikke andet får man hele historien lydmæssigt - og det er jo det det drejer sig om. Så vidt jeg kan se er samtlige singler fra de første vilde år 1964 - 1967 med - og fra resten af perioden op til 1989 er det vist kun ca. 15 single sider der ikke er blevet plads til!!! I stedet for at få plads til rub og stub af singlerne, har man valgt at få en stor del af de bedste fra LP'erne med også. Utvivlsomt et rigtigt valg. At boksen stopper i 1989 har sikkert noget med rettighederne at gøre. Universal der står bag udgivelsen har rettigheder til de gamle Sonet og Polydor ting, men de plader han indspillede i 90'erne, da han havde sit rock'n'roll comeback, er optaget andet steds. Det er dog heller ikke så væsentligt med indspilningerne fra 90'erne og senere. Forstået på den måde at dem har vi jo allerede på CD, da de selvfølgelig blev udgivet i det format fra starten af.

 Det her er boksen enhver Peter Belli fan bør eje - og som de reklamere med i fjernsynet så koster hele herligheden under 200 Kr!!!

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Jeg kan opfordre folk der gerne vil vide de nærmere detaljer i Bellis liv og karriere om at læse Bellis ærlige selvbiografi ”Jeg er som jeg er”, som blev udgivet i 1999.

Det eneste bogen mangler er en komplet diskografi. Jeg har forsøgt at stykke en sammen, og selv om den er omfattende, er det ikke utænkeligt at der er flere end de nævnte udgivelser.

Se også Bellis officielle hjemmeside på www.peterbelli.dk 

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Discografi:  

Singler:

1964:

Move on/ You got love if you want to  

1965:

Should I ever love again/ Roll over Beatles  

I'm gonna love you/ Go now

You can't fool me/ Little by little/ Shout

The game of love/ Gipsy woman  

Helt igennem respektabel/ Det du ka' li'